I slutningen af august måned er det 20 år siden at der skete voldsomme angreb mod et center for asylsøgere og en ejendom beboet af vietnamesiske kontraktarbejdere i Rostock.forstaden Lichtenhagen.Lørdag den 25. august gik næsten 7.000 mennesker – størstedelen unge - på gaden i Rostock for at markere pogromen. Demonstrationen støttedes af et stort antal antifascistiske og antiracistiske organisationer fra ind- og udland. Fra Danmark deltog Horserød-Stutthof foreningen, FIR-DK og Demos.

Pogrom

3000 almindelige borgere og nynazister fra Rostock og omegn kunne i flere dage uhindret chikanere og overfalde asylsøgerne, som især kom fra Rumænien. Flygtningene blev beskyldt for at være ”omrejsende sigøjnere” og ”asylnassere”. De blev chikaneret så voldsomt, at de måtte evakueres under politibeskyttelse. I dagene op til angrebene var der blevet omdelt 100.000 løbesedler med overskrifterne ”Rostock forbliver tysk” og ”Modstand mod udlændingestrømmen”. Ansvarlig for løbeseddelaktionen var Michael Andrejewski, som i dag er medlem af det nazistiske NPD og sidder i landdagen i Schwerin. Angrebsbølgen kulminerede med at der en hel nat igennem blev kastet sten og brandbomber ind i huset, hvor der boede 150 vietnamesere - alt imens naboerne klappede og råbte ”ekstranummer”. Vietnameserne måtte flygte op på taget, hvorfra de med nød og næppe kunne undslippe flammerne. Benzinen til brandbomberne blev i dunkevis slæbt hen til huset, mens brandvæsnet blev hindret i at slukke ilden. Politiet syntes at være magtesløs. Først 3 timer efter at den første brandbombe blev smidt, blev der indsat vandkanoner. Der skulle gå 18 timer før der kom forstærkning. I de mange timer kunne nazister og naboer uhindret gå amok. (Se Demos Nyhedsbrev 21, Oktober 1992).

Politisk iscenesættelse

Eskaleringen af volden i Rostock var ikke en tilfældighed, men en politisk manøvre. Det er der flere journalister, der mener. Bl.a. Jochen Schmidt, der som TV-reporter for ZDF opholdt sig i huset og sammen med vietnameserne måtte flygte op på taget. I sin bog ”Politische Brandstifter” (politiske branstiftere) beskylder han højrefløjspolitikere fra CDU, CSU og FDP for at iscenesætte optøjerne: ”Rostock-Lichtenhagen var en kontrolleret eskalation af folkets vrede med det formål at tvinge SPD (socialdemokraterne) til give indrømmelser ift. asyllovgivningen”. Baggrunden for denne betragtning er, at der i starten af 90’erne blev ført en heftig debat om den tyske asyllovgivning. Kræfter i de borgerlige partier ønskede en grundlovsændring, således at den i grundloven forankrede ret til asyl skulle ændres. I medierne blev der kørt massive kampagner mod udlændinge, og umiddelbart efter optøjerne i Rostock udtalte borgerlige politikere, at hændelserne i Rostock viste, at befolkningen havde fået nok, og at der måtte ændres på asyllovgivningen. Socialdemokraterne lod sig presse, og den 6. december 1992 stemte de sammen med de borgerlige partier for at ændre grundloven så den individuelle ret til asyl kunne afskaffes. Ofrene for volden blev brugt som argumentation for lovændringen. Beskyttelse fik de ikke – tværtimod - overgrebene mod udlændingene eskalerede i 90’erne.

 Et årti med fascistisk vold

 1990’erne var præget af et stærkt udlændingehad, som fremførtes af højrefløjspolitikere og medier. Parallelt hermed steg nynazistiske gruppers voldelige overgreb på udlændinge og politiske modstandere. I Demos Nyhedsbrev 22, dec. 1992 skrev vi: ”Volden fortsætter. Nazister og racister huserer. I år – til november måned – har politiet registreret mere end 1600 voldshandlinger med højreekstremistisk baggrund. Heraf over 500 brand- og sprængstofattentater. Det har krævet mere end 800 sårede og 17 døde”. Kun 3 måneder efter Rostock pogromerne blev verden vidne til, hvordan nynazister i byen Mölln satte ild til to huse med tyrkiske beboere. To piger og deres bedstemor døde i flammerne. Flere andre blev svært forbrændte og er i dag handicappede. Den nazistiske musikgruppe No Remorse udgav et par år efter Rostock pogromerne CD’en ”Barbecue in Rostock”, hvor de hylder overfaldene på flygtningene og nedbrændingen af vietnamesernes hjem. Værd at bemærke er, at CD’en blev udgivet af NS 88, et Blood and Honour pladeselskab med base i Danmark. (Se Demos Nyhedsbrev 45, forår 1997).

Det er også i 90’erne, at ideen om den væbnede racekrig udvikles ikke kun i Tyskland, men også i resten af Europa og USA. Afsløringen af Den Nationalsocialistiske Undergrund i Tyskland er endnu et bevis på optrapningen af højreekstremisternes vold.