|
Dokumentation: ERIK HAAEST
|
Erik Haaest er født 14.3.1935 på Hundslev Toftegård ved Kerteminde på Fyn. I perioden 1958-61 var han journalistelev på Skjern Dagblad og Lollands Tidende. Derefter arbejde han i mange år som journalist, bl.a. med tilknytning til nogle af bladene fra Aller Press. Fra 1968 bosat på Mallorca. I begyndelsen af 70´erne begyndte Erik Haaest at samle materiale til sine tre bøger om danske SS-frivillige der kæmpede på tysk side på Østfronten under anden verdenskrig. Hermed begyndte Erik Haaest's virkelige liv, som aktivist og propagandist.
I 1975 udkom de tre bøger om Frikorps Danmark, ”Frontsvin” , ”Frostknuder” og ”Forræddere” .
Claus Bundgaard Christensen, historiker, der også har skrevet om danskerne i Waffen-SS, karakteriserer indholdet i de tre bøger:
”Problemet med ham er imidlertid, at det er umuligt at se, hvornår de Østfrontfrivillige fortæller, og hvor Haaests fantasi tager over.”
Samme år grundlagde Erik Haaest National Arkivet Danmark , der skulle bryde den stærke censur af arkiver fra besættelsestiden. Han nåede at udgive tre duplikerede hefter, hvor bind to fra 1977 hed ”Det magiske tal” og er ”En samling dokumentationer omkring Zionismen, Nazismen og Marxismens forhold til de seks millioner”. Samlet og bearbejdet af Erik Haaest. Hovedindholdet i heftet var en af de tidlige Holocaust-benægtere Richard Harwoods lille bog ”Døde der virkelig seks millioner?”
|
Illustration: Indholdsfortegnelsen til heftet om ”Det magiske tal” |
I slutningen af 1975 bebudede Haaest en ny bog, denne gang om HIPO, dvs. om danskere, der var trådt ind i det af den tyske besættelsesmagts oprettede Hjælpepoliti, der bekæmpede den danske modstandsbevægelse med mord, tortur og terror.
Illustration:
Søndagsaktuelt 7. december 1975. Bogen udkom ikke dengang.
Gennem sit personlige bekendtskab med de tidligere Waffen-SS-folk og andre nazister fik han hjælp til at opspore gamle, forsvundne og stadigt eftersøgte nazister som f.eks. Søren Kam, der den dag i dag søges udleveret fra Tyskland. Han og fem andre eftersøgte krigsforbrydere søgte Erik Haaest at få ophævet eftersøgningen af ved at henvende sig til justitsministeren.
Illustration:
Fra Haaests blad, Ny-Revision nr.1, 1. august 1976.
I 1976 begyndte Erik Haaest at udgive flere blade ( Ny-Revision med tre numre og Nationaltidende med ét nr.). Her træder han frem som tidens førende Holocaust-benægter og ”revisionist”.
Illustration:
Nationaltidende, s. 6-7
|
I 1976 begyndte Haaest også at samarbejde med nazisterne om genopførelse af det ødelagte monument for SS´erne ved Kongensbro mellem Århus og Viborg. ”Fællesskabets Mindefond af 1969” holdt møde i november 1976 ved Kalundborg. Her blev Haaest indvalgt i den såkaldte ”Gravkommando”, der skulle genrejse monumentet. I januar 1977 forsøgte han sig med en mindre mødeturné i Jylland. På mødet i Viborg udtalte han:
” Jeg vil stå i mindelunden i Kongensbro den 2. juni i år, når den genindvies. Jeg vil stå der, fordi jeg gerne vil være med til at hylde de mennesker, der faldt for en idé, de troede på”. Og videre: ”Jeg bryder mig ikke om kommunister. Jeg er anti-kommunist. Men jeg har ikke gidet sætte mig ind i nazismen nok til at være anti-nazist.” (Ekstrabladet 13.1.1977).
|
Haaest (tv) på mødet i Viborg. Blandt tilhørerne var den daværende nazi-leder Riis-Knudsen og hans generalsekretær Hans Chr. Krog Pedersen. Sidstnævnte sidder på billedet med ryggen til fotografen og over for ham i ternet jakke sidder hans far, den gamle SS-mand Henry Krog Pedersen. De to samarbejdede med den landflygtige tyske revisionist, Thies Christophersen, før han i midten af 90´erne blev fordrevet fra Kollund.
Foto: Frede Farmand. |
|
Erik Haaest havde en drøm om at blive politiker, eller i det mindste en indflydelsesrig politisk redaktør af et højrevredet blad. I sine forsøg herpå har han allieret sig med mere eller mindre besynderlige grupperinger på den yderste højrefløj. Og han har forladt dem hovedkulds, når de ikke kunne indfri hans forventninger om opbakning til sine projekter. Han startede med de gamle SS-folk og andre nazister, blev derefter kampagneleder for partiet De Uafhængige og redaktør af højreekstremisten Hans Hetlers blad Minut , da denne var fængslet. Haaest lukkede bladet og startede sit eget Danske Tidende sammen med de gamle Hetler-medarbejdere, Gertrud Galster og den gamle SS-mand Claus Frost Hansen. (Hetler hævdede fra fængslet, at Haaest havde stjålet Minut).
Illustration: Renvaskning af stikkere og tyskerhåndlangere i Ny-Revision nr.2, december 1976
I denne periode - oktober 1977 - udgav Haaest den højst utroværdige bog ”Agentaffæren Hetler” , hvor bl.a. Vietnamkomitéerne var mål for hans ”dokumentarisme”. I Demos-bogen ”Under dække”, fra 1978 imødegik vi de værste uhyrligheder.
Med sit nye blad, Danske Tidende , forsøgte Haaest at få en basis i Fremskridtspartiets såkaldte ”Strammer-fløj” – med Mogens Glistrups varme støtte og fulde opbakning. Men projektet, der også omfattede ”Bevægelsen” strandede hurtigt og Haaest forsvandt igen i det spanske i nogle år. Inden da var han dog af Vestre Landsret idømt fem dagbøder af 200 kr. for overtrædelse af racisme-paragraffen. Han valgte at sidde straffen af i Ringkøbing Arrest i marts 1981. Sidste gang Haaest forsøgte sig med en politisk karriere var til folketingsvalget i 1987. Han var i mellemtiden flyttet tilbage til Danmark og havde bosat sig i Vestjylland. Her opstillede han uden for partierne i Ringkøbing Amtskreds. Han fik sammenlagt 99 stemmer i de fire valgkredse. Så han kunne konstatere, at hverken gamle og nye nazister, De Uafhængige, parløb med Glistrups ”Strammere” eller hans øvrige propagandistiske virksomhed havde sikret ham noget der kunne ligne folkelig opbakning. Siden 1987 har han tilsyneladende opgivet at blive højre-leder og har satset på sin propagandistiske skribentvirksomhed. Og de gamle holdninger er velbevarede: ”Og med hensyn til Anne Franks Dagbog, så var den jo løgn og svindel” udtalte han til Information den 18. juli i år. I samme artikel påberåber Haaest sig den tyske nazist og revisionist Thies Christophersen som vidne på at der ikke var gaskamre i Auschwitz – selv om han måske ikke var helt troværdig (!).
PS!
Vi omtalte i 1994 Erik Haaest som revisionist i vort tema-nummer om revisionisme
( Demos Nyhedsbrev nr. 30 -31 . Bladet kan læses her på hjemmesiden).
|
|
|
|
