Det anti-muslimske univers | Udhængsskabet | Symboler
» Aktuelt  
» Om Demos
» Nyhedsbrev 
» Kvinder 
» Butikken 
» Artikler 
» Kontakt os
» Links 
» Forsiden 
Demos
Postboks 1110
1009 K
Tlf. 35 35 12 12

demos@demos.dk
 

Tysk-dansk nazikoncert

 

Lørdag den 4. november blev der i den lille sønderjyske by, Fårhus, som ligger 7 km nord for den dansk-tyske grænse, afholdt en venskabskoncert mellem tyske og danske nazister. Arrangørerne af koncerten havde annonceret med 5 bands, der skulle spille i løbet af aftenen. Tre tyske, et svensk og det nyligt dannede danske band, Daneskjold, som på DNSB's hjemmeside omtales som det første NS-band i Danmark. Bandet har øvelokale i DNSB-huset i Greve og har også dér indspillet deres CD, som lige er kommet på gaden.

I alt deltog op imod 200 nazister, som hovedsageligt var tyskere fra det nordtyske område. Nogle svenskere havde også fundet vejen til Sønderjylland. Imidlertid var der ikke mange danske nazister, som ville tilbringe deres lørdag aften i Fårhus Forsamlingshus. De danskere, der var, tilhører kredsen omkring Jonni Hansens DNSB. Jonni Hansen var da også selv til stede og kunne agere vært for de udenlandske nazister.

Koncertarrangørerne havde til lejligheden hyret nogle sikkerhedsfolk, som fra om eftermiddagen kontrollerede parkeringspladsen ved forsamlingshuset, og som skulle passe på koncertdeltagerne i tilfælde af uventede gæster udefra, og hvis deltagerne indbyrdes skulle komme op at toppes efter for megen alkoholindtagelse.

Vagtkorpset var ikke en tilfældigt hyret flok, men folk, der selv er inde i nazi-kredse, og som ved tidligere koncerter har ageret vagtværn. De er fra lokalområdet i Sønderjylland.

Det er ikke første gang at der afholdes nazi-koncert i grænseområdet nord for Tyskland med deltagelse af overvejende tyske nazister. I løbet af de senere år har der jævnligt været afholdt fester, og der er konstateret et øget dansk-tysk nazi-samarbejde i Sønderjylland, hvilket det tyske politi over for de danske myndigheder da også har gjort opmærksom på og beklaget. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at de tyske nazister (som det er set før) undgår det tyske forbud mod at afholde nazi-demonstrationer og -koncerter ved at lægge dem nord for grænsen. Her har de tyske nazister frie hænder til deres nazi-aktiviteter godt hjulpet af de danske nazister i DNSB.

På den baggrund kan det undre, at det danske politi på trods af de tyske myndigheders kritik ikke sætter mere fokus på de internationale nazisters færden i Sønderjylland og offentligt problematiserer det.

Det kan undre, at PET på trods af en merbevilling i millionklassen og på trods af at de i deres seneste rapport dokumenterer, at højreekstremistisk vold er steget markant i de senere år ikke afsætter en del af den øgede ressource til at se nærmere på de mennesker i vores samfund, som i hemmelighed støber kuglerne til den vold, som de selv peger på som et problem.

Vi plæderer ikke for et forbud mod nazisternes aktiviteter, men ønsker en offentlighed og synliggørelse, så der politisk på alle niveauer i samfundet kan tages stilling til, hvordan man bekæmper nazisme og racisme.

"Den, der lever skjult, lever godt", må nazisternes parole være lige nu. De kan i det skjulte udvide deres internationale kontakter og udvikle deres racisitiske og menneskeforagtende tanker. De danske myndigheder ser på, men lader stå til.

Det er ikke mindre end skandaløst!

Hvor er den allestedsnærværende og emsige formand for retsudvalget Peter Skaarup i denne sag?

Hvor er justitsministeren henne?

Og hvor er de kommunale myndigheder, som ejer det forsamlingshus i Fårhus, som nu op til flere gange har udlejet huset til danske og tyske nazister?


Der var vagtfolk til at passe på de mange tysk indregistrerede biler.




4 tyske deltagere i koncerten.