01.09.08:
Ledende White Pride medlem, Simon Hvas, idømt 1 års fængsel
Retten i Århus idømte i dag Simon Hvas 1 års fængsel for fire voldelige overfald. Simon Hvas blev kendt skyldig i et gruppeoverfald på værtshuset Bridgewater, i et overfald på en venstrefløjsaktivist under et 1.maj-arrangement, for vold mod en vagt på Risvang Stadion i Århus og for et overfald på en civil betjent.
Fem andre White Pride medlemmer sidder fortsat varetægtsfængslet for et andet overfald på en venstrefløjsaktivist. Muligvis bliver nogle af sagerne fremrykket til domsforhandelse onsdag.
27.08.08:
Politiaktion i Danmark og Finland mod international nazi-musik distribution
Det tyske forbundspoliti og statsadvokaturen i Frankfurt/M meddeler, at de i samarbejde med dansk og finsk politi har gennemført en storstilet aktion mod distributørerne af nazi-musik.
Baggrunden for politiaktionen er, at justitsmyndighederne i Frankfurt i maj 2008 har udstedt arrestordre mod den tyske statsborger, SG, som bor i Danmark og danskeren, FMC for mistanke om hetz mod andre folkeslag (Volksverhetzung), voldsforherligelse og medlemsskab af en kriminel forening.
De to sigtede bliver som ansvarlige for det højreekstremistiske musik-distributionsfirma, Celtic Moon" beskyldt for at producere og distribuere illegal nazimusik som f.eks. "Kommando Freisler - geheime Reichssache". De har benyttet sig af en medskyldig i Australien, som har produceret CD'erne i Australien og bagefter sendt dem til Danmark, hvorfra de skulle distribueres. De to sigtede har forbindelser til hele det tyske nazi-musikmiljø.
Politiet i Finland har ligeledes gennemført aktioner mod ansvarlige i "Werwolf Records", som har et tæt samarbejde med "Celtic Moon".
Den internationale politiaktion er kulminationen på mere end tre års undersøgelser, som det tyske politi stod i spidsen for. |